Til Chios

Påsken er lige oppe over os. Alle overvejer, om de skal tage tre til fem dage afsted på en miniferie. Jeg har selv overvejet at tage en tur ned til en græsk ø for at få lidt ekstra sol. Vejret har godt nok været fint her i København, men lidt mere varme, det ville være lækkert. De gamle knogler her trænger til at få varme.

Chios

Jeg har været ved at lede efter billige flybilletter til Chios. Tyggegummi-øen. Den er jo kendt for det der mastik, som man kan tygge. Ligesom tyggegummi. Det siges at være sundt for fordøjelsessystemet og for tænderne. Under det ottomanske rige fik bønderne, som dyrkede det særlige privilegier mod at betale med mastik, som blev brugt i sultanernes køkken. *

Jeg synes, det er utroligt, at man kun kan dyrke mastik på en lille del af en enkelt ø i Ægæerhavet. Men sådan er det. Der er mange, som har forsøgt at dyrke det uden for øen. Uden held. Mastikbusken kan sagtens vokse overalt, men den kan kun producere det der harpiks, som kaldes for mastik på Chios. Ikke engang på den tyrkiske kyst kan den give den samme harpiks. Det skulle man ellers tro. Chios ligger jo meget tæt på den tyrkiske kyst. Men nej. Det har noget at gøre med mikroklimaet og jordbundsforholdene.

Jeg fandt faktisk flybilletter til Chios. Men de var ikke så billige, at jeg også vil bruge penge på et hotel eller en bolig. Prisen for 5 dages ferie dertil vil overstige mit budget. Så jeg vil se, om jeg kan få en afbudsrejse til et andet varmt sted.

*Chios mastik bliver i dag brugt i konditori til personlig pleje produkter, medicin og i flyindustrien. Prisen på et kg mastik kan nå op på omkring 520 kroner. Produktion af mastik er en arbejdsintensiv proces. En mastikbusk kan producere mellem 100 og 200 gram mastik årligt.

Scroll to Top