Du kan lige så godt indrømme det: Du hader at være på indkøb sammen med din mand. Han bruger simpelthen så lang tid på at vælge det stykke værktøj som, han mener, at han har brug for. Det kan tage timevis, fordi han skal høre alt om hvad den ene eller den anden maskine, som han har fået øje på, kan, og hvordan den fungerer. Det er frygteligt for dig at stå der og se nysgerrig ud – sådan af høflighed overfor ekspedienten, der forklarer og viser frem.
Drømmer om en lille sliber
Lige nu er det en slibemaskine – gerne lille, som din mand har kastet sin kærlighed på. Han løfter en af slibemaskinerne, der findes i butikken. Det er sådan en tung tingest, der skal sættes fast på et arbejdsbord. Ekspedienten forklarer om de forskellige funktioner, der er i maskinen. Han forklarer om sikker brug af den. Og han forklarer om de forskellige sten eller bånd – eller hvad det nu er – som han kan sætte i den alt efter, hvad det er, der skal slibes. Du står lidt på afstand. Du sukker. Folder armene over kors foran dig og vender blikket op mod forretningens loft. Din mand og ekspedienten lægger ikke mærke til dig. De er dybt involveret i en dialog om slibemaskinen.
Din afdeling
Du går hen til din mand og fortæller ham, at du lige går ud til byggemarkedets afdeling med potter og planter. Din tanke er, at det vil være rart at slippe ud af værktøjsafdelingen. Måske finder du også en køn potte til bedet ude i haven. Det kunne da være en lille kompensation for den spildte tid med snak om slibemaskiner. Ude i haveafdelingen finder du rigtigt nok en køn potte. Keramik. Stor. Lige helt rigtig til at plante den der kønne staude i. Du køber den. Går hen til bilen med potten. Sender en SMS til din mand om, at du venter ved bilen. Der er gået mere end halvanden time. Hvis han ikke snart får bestemt sig for hvilken maskine han skal købe, så må det blive en anden dag. Du får selvfølgelig ikke svar på din SMS. Det havde du sådan set heller ikke regnet med.
Han fik den
Men efter fem minutter kommer din mand. Han har en stor kasse med sig. Læsser den og potten ind i bilen. I kører hjem. I taler ikke sammen. Men du kan mærke, at din mand er tilfreds. Hjemme igen hiver I potten og kassen med slibemaskinen ud af bilen. Din mand går direkte ud til sit værksted. Du sætter potten ud i haven. Får lagt Leca nødder i bunden – derefter jord og stauden bliver plantet i potten. Den klæder haven. Du vil gøre klar til et let måltid – men opdager, at dine køkkenknive er væk. Der er ikke en eneste i skuffen eller i knivholderen. Du har en mistanke. Og ganske rigtigt. Din mand står ude i sit værksted og sliber dine køkkenknive. Han er ved at slibe den store. Du får et strålende smil fra ham: ”Se, jeg har slebet dine knive. Mangler kun lige den her. Ikke flere sløve knive her i huset.”