Gældssanering

Er du håbløst forgældet uden mulighed for at blive gældfri inden for de nærmeste år, kan du søge gældssanering. Neden for gennemgår vi alt, hvad du bør vide i forbindelse med ansøgning om gældssanering, og naturligvis hvor og hvordan du ansøger.

Hvad er gældssanering

Indledningsvis er det vigtigt lige at forklare, hvad gældssanering er for en ordning. Gældssanering er en ordning, hvor du får nedsat en stor og håbløs gæld, til en gæld som du er i stand til at betale (i særlige tilfælde kan gælden også blive helt slettet).

Gældssanering blanket

Herunder har du mulighed for at downloade en gældssanering blanket samt en blanket med spørgsmål, og begge blanketter skal udfyldes og sendes til Skifteretten. Har du spørgsmål eller brug for hjælp til at udfylde blanketten, så læs resten af guiden.

gældssanering

Det er Skifteretten, der afgør sager om gældssanering, og proceduren er typisk, at de nedsætter din gæld til en procentdel af den oprindelige gæld. Den resterende gæld skal så nedbringes som en afdragsordning, hvor du betaler et månedligt afdrag over en periode på 5 år. De månedlige afdrag bliver indsat på en særlig konto, og én gang om året bliver beløbet fordelt ud mellem dine kreditorer.

De månedlige afdrag bliver fastsat, så du har et bestemt rådighedsbeløb til husleje, mad, el, vand, varme, medicin osv. Svarer rådighedsbeløbet og huslejen m.m. til dine indtægter, kan Skifteretten vælge at lade hele din gæld bortfalde.

Betingelser for gældssanering

Som udgangspunkt er der to grundbetingelser for gældssanering:

  • Du har ingen mulighed for at komme ud af din gæld indenfor de nærmeste år.
  • Gældssaneringen vil kunne føre til en varig forbedring af dine økonomiske forhold.

Ud fra de to ovenstående betingelser, vurderer Skifteretten gældens størrelse og sammenholder den med dine muligheder for at afdrage den. Kommer de til den konklusion, at du er håbløst forgældet, kan du måske komme i betragtning, med mindre du ikke kan opfylde nedenstående betingelser:

Normalt kan du ikke få gældssanering, hvis:

  • Du har uafklarede økonomiske forhold, hvilket betyder:
    • Ingen fast bopæl
    • Du er arbejdsløs
    • Du er studerende
  • Gælden er opstået grundet uforsvarlige handlinger, ved f.eks. at:
    • En større del af gælden skyldes optagelse af forbrugslån
    • Du har taget en stor økonomisk chance
    • Du allerede havde en stor gæld, da du stiftede ny gæld
    • Du systematisk har oparbejdet gæld til det offentlige
  • Gælden er opstået ved kriminelle eller erstatningspådragende forhold
  • Du har undladt at afdrage på din gæld, til trods for at du havde mulighed
  • Du har stiftet ny gæld, efter du har ansøgt om gældssanering
  • Du har bevidst indrettet dig efter at få gældssanering

Overordnet kan man sige, at det, der kan tale for eller imod en gældssanering, er gældens alder, omstændighederne og den hidtidige afvikling af gælden. Skifteretten foretager en konkret vurdering i hver enkelt sag, så der kan være andre grunde, der taler for eller imod, om du skal gældssaneres.

5.500 danskere søger hvert år om gældssanering - 1.700 af dem får det

Ansøgning om gældssanering

Du starter med at udfylde et ansøgningsskema, som du enten kan printe ud fra nettet, hent det her, eller hente i Skifteretten. Når du har udfyldt skemaet, skal du indlevere det i Skifteretten - enten ved personligt fremmøde eller elektronisk. Ansøgningsskemaet skal indleveres sammen med følgende dokumenter:

  • Årsopgørelser fra SKAT for de seneste 3 år
  • Forskudsopgørelser for de seneste 2 år
  • Lønsedler eller øvrig dokumentation for de seneste 3 måneders indtægt

Søger du gældssanering sammen med din samlever, skal vedkommende indlevere de samme bilag, og I skal udfylde hver sit ansøgningsskema.

Har du brug for vejledning omkring betingelserne for gældssanering eller fremgangsmåden ved ansøgning om gældssanering, kan du kontakte Skifteretten for hjælp. Alternativt kan du få hjælp af en gældsrådgiver, som i samarbejde med dig kan udfylde ansøgningsskemaet.

Der findes flere gratis gældsrådgivere, som tilbyder gratis hjælp til gældssanering, hvis du opfylder kravene - find en gratis gældsrådgiver her.

Spørgsmål til gældssanering

Der vil givetvis dukke en del spørgsmål op, hvis du agter at søge gældssanering. Nedenfor har vi besvaret de mest almindelige af dem.

Hvem kan få gældssanering?

Alle privatpersoner med en uoverskuelig gæld, som opfylder de, i ovenstående artikel, nævnte betingelser, kan søge og måske få gældssanering. Firmaer, foreninger og lignende kan derimod ikke få det.

Koster det noget at ansøge?

Nej, det er gratis at søge gældssanering.  

Hvor skal jeg søge?

Ansøgning om gældssanering skal foregå i den retskreds, hvor du bor.

Gældssanering i forbindelse med konkurs?

Der gælder særlige regler for gældssanering i forbindelse med konkurs, læs om dem her.

Hvor stor skal min gæld være?

Der er ingen deciderede krav til gældens størrelse. Som tommelfingerregel kan man dog sige, at gælden skal være så stor, at du ikke med rimelighed kan betale den indenfor cirka 10 år. Det afhænger derfor meget af din indkomst.

Gældssanering budget

Afhængig af dine indtægter og udgifter, vurderer Skifteretten, hvor stort et rådighedsbeløb, du kan leve for. Der tages naturligvis hensyn til, om du har børn, og om du har behov for medicin etc. Uanset hvad, vil der blive lagt et stramt budget, mens du er under gældssanering.

Kan jeg få gældssanering som arbejdsløs?

Nej, ikke som udgangspunkt, dog kan der være nogle ganske få undtagelser. Kontakt Skifteretten og forhør dig hos af en af deres medarbejder.

Kan jeg få gældssanering som studerende?

Nej, ikke som udgangspunkt, dog kan der være nogle ganske få undtagelser. Kontakt Skifteretten og forhør dig hos af en af deres medarbejder.

Bliver mine kreditorer kontaktet?

Ja, Skifteretten kontakter dine kreditorer, hvis der indledes en gældssaneringssag.

Hjælp til ansøgning?

Ja, Skifteretten kan udpege en medhjælper, som vil hjælpe og vejlede dig undervejs. Alternativt kan du få hjælp af en (gratis) gældsrådgiver, som du finder her.

Hvornår bliver jeg indkaldt til møde?

Kort tid efter at Skifteretten har modtaget din ansøgning, vil du blive indkaldt.

Hvor længe varer et møde?

Det første møde i Skifteretten varer typisk under en time.

Hvem deltager i mødet?

I det første møde er det typisk kun dig og Skifterettens jurister. Sidenhen har dine kreditorer ret til at deltage.

Hvornår er gældssaneringssagen afsluttet?

Gældssaneringssager varer i gennemsnit 6 måneder, før de er afsluttede.

Denne side er opdateret mandag, 18. juni 2018 - se også sitemap her