Den bygning, som jeg bor i, har en administrator. Det er en ældre kvinde, som sørger for at inkassere fællesudgifterne fra de enkelte beboere. Hun er sød nok. Men hun er altså også et jammer hoved. Og så sladrer hun. Nu er jeg selv sådan et menneske, der hader at skylde andre mennesker penge. Og har jeg fået en regning via mail eller posten, så bliver den betalt med det samme. Jeg kan bare ikke holde det ud. Så når vi får den her seddel om, at vi skal betale så og så meget for denne måneds fællesudgifter, så betaler jeg dem. Hun tager imod pengene og giver mig attest på, at jeg har betalt.
Tager tid
Problemet er ikke, at det tager mindst 30 minutter for hende at finde attesten frem til mig. Problemet er, at hun benytter de 30 minutter på at beklage sig over – og sladrer til mig, om – at den eller den oppe på fjerde sal ikke har betalt sin del af fællesudgifterne i så og så lang tid. Og det skal jeg stå og høre på. Det har jeg ikke lyst til. Få ejerforeningen til at lægge sag an imod dem, der ikke betaler. At det ikke altid sker til tiden, kan jeg forstå. Her er folk, der ikke har penge af en eller anden grund. De skal have lov til komme til hægterne. Men hvis det sker systematisk, at man ikke betaler, ja så bør ejerforeningen vel gribe ind. Det er bare min tanke. Jeg er ikke ejer. Jeg lejer lejligheden, som jeg bor i og er glad for at bo i den. Og ejerne af lejligheden er glade for mig. Fordi jeg betaler min husleje til tiden. Længere er den ikke.
En billig og god låsesmed
Her sidste gang, hvor jeg var nede hos hende administratoren, som hun kalder sig selv, beklagede hun sig i timevis, over at folk ikke betaler fællesudgifterne. Især i denne måned er det svært for hende at inddrive pengene. ”Vi har”, som hun sagde ”nogle ekstra udgifter.” Jeg sagde til hende, at det havde jeg godt set på den regning, jeg havde fået. Der var ekstra udgifter til låsesmed. Heldigvis. Vi har i meget lang tid haft problemer med låsen nede i bygningens hovedindgang. Den har ikke virket godt nok. Jeg har selv stået i kulsort mørke og lirket med den i flere minutter, inden min nøgle greb fat. Hun fortalte mig, at det var en billig låsesmed, som kom og ordnede låsen dernede, men alligevel, så vil folk ikke betale de få ekstra kroner. Og nu står hun i en pinlig situation, fordi hun tager det meget personligt, at hun skylder låsesmeden penge. Og han ringer dagligt for at få at vide, hvornår han kan komme og blive betalt for det stykke arbejde, han har gjort.
Hendes jammer og ævl blev ved i – jeg ved ikke, hvor lang tid. Jeg er ikke et hårdt menneske, men jeg blev simpelt hen nødt til at undskylde mig selv for at komme ud af hendes brok. ”Jeg har arbejde. Kan jeg få min attest nu?” Hun fandt den frem efter 30 minutters snak om ikke-betalere.
