I disse dage er der ikke nogen grund til at køre ud på isglatte veje eller at tage chancen, når man har været til frokost. Julefrokost, mener jeg. Vi skal blive hjemme. Vi skal nyde, at vi kan være sammen med dem, vi har omkring os til dagligt. Det er noget, vi ligesom har lært at glemme. At være sammen med vores allernærmeste. Vi har chancen nu. Og det er jeg faktisk meget taknemmelig for. Ja, det lyder måske mærkeligt i dine ører. At jeg ikke savner at skulle køre i 3 timer for at kunne tilbringe en dejlig juleaften sammen med mine forældre. Men det er jeg faktisk.
Grim oplevelse
Jeg kan jo godt huske, hvad der skete sidste år. Det var bestemt ikke en god oplevelse. Vi, min familie og jeg var på vej fra København til Fredericia, hvor mine forældre bor. Vi skulle opholde os hos dem i 2 dage. Min mor glædede sig fantastisk meget til at få lov til at forkæle vores børn og varte os op. Det er sådan et gen, hun har: Hun kan næsten ikke lade være med at proppe marcipankonfekten i munden på os. Selvom vi siger nej tak til flere søde sager. Men hun måtte leve med forventningens glæde. Fordi vi var uheldige. Vi kørte lidt hurtigt på motorvejen. Det var regnvejr og ca. 0 graders varme. Pludseligt gled bilen. Jeg havde ikke nogen som helst kontrol. Vi gled op i bilen foran os og ramte dem. Med stor kraft. Det går jo hurtigt på motorvejen. Både i regnvejr og fordi man bare regner med, at vejene er sikre.
Regn ikke med noget
Men det skal du ikke. Du kan ikke stole på, at vejene er sikre, også selvom du lige har set de blinkende lys fra vejarbejdernes store maskine, der spreder salt og sand ud. Vi kørte som sagt lige op i bagen på bilen foran os. Og kvinden, der sad ved rattet, fik et voldsomt stød. Jeg var chokeret. Vi udvekslede telefonnumre. Vi ringede op til forsikringsselskaber, politi og fik ordnet papirarbejdet. Kvinden var meget forskrækket, men havde stor forståelse for, hvad det vil sige at køre i bil med ivrige børn, der larmer og hele tiden forstyrrer. Vi kunne heldigvis komme videre, og jeg var forberedt på at få en regning fra kvindens forsikringsselskab. Den kom også i løbet af de første uger af januar.
Offererstatning og advokat
Det, jeg ikke var forberedt på, var at få et brev fra en advokat i Odense. Brevet handlede om, at jeg vil blive indstævnet for at skulle betale erstatning til offer. Kvinden, hvis bil jeg var kørt op i, havde fået et alvorligt piskesmæld og led nu af voldsomme smerter. Det har ført til, at hun ikke er arbejdsdygtig. Dermed lider hun tab af indkomst.
Jeg må sige, at jeg blev meget overrasket. Hun virkede så cool og helt ok, lige efter ulykken. Sandt at sige, så er jeg ked af det. Har jeg forvoldt hende permanent skade? Er det sandt, hvad advokaten skriver? Man hører jo så meget. Jeg skal lige have fat i vores egen advokat her i København for at høre om, hvordan det hænger sammen med trafikulykker og erstatning.
